mandag den 5. juni 2023

God grundlovsdag til alle

Så er det igen blevet tid til, at ønske alle en rigtig god grundlovsdag. Jeg vil i år skrive en lidt anderledes artikel om behovet for en grundlovsrevision på denne dag.

I år blev tankerne om en ny grundlov nemlig luftet af Martin Lidegaard, der i sin egenskab af formand for det radikale Venstre talte om behovet for at indføje grønne rettigheder i grundloven, da han holdt sin tale under afslutningsdebatten.

En sympatisk men urealistisk tanke

Det er en yderst sympatisk tanke, som ingen kan være modstander af. Den ærede formand glemmer bare, at en af hans forgængere - Morten Helveg Petersen - for længst havde forsøgt sig med et grundigt forarbejde før en evt. grundlovsrevision. Han konkluderede, efter flere års arbejde med emnet, at mulighederne for en grundlovsændring var nærmest lig nul...

Ingen kan fornægte, at der er sket en del siden sidste revision i 1953. Vi er kommet ind i EU, og vores internationale forpligtelser udfordres af højrepopulisterne, fordi det 'lyder smart', når man taler om at grundloven står over konventioner. Muligvis smart, men ikke specielt fornuftigt, fordi vi gradvis bevæger os længere væk fra begreber som almindelig anstændighed i forvejen.

Lad os få gjort noget seriøst ved det!

HVIS man endelig skulle i gang med dette, så ville min tanke være, at vi også skulle gøre noget alvorligt ved paralele ting, fx behovet for en forfatningsdomstol, så lovbrud ikke kan dækkes over bare fordi man har et flertal. Man har SÅ mange muligheder for at genrejse respekten for vores demokrati, men det kræver, at man tør samle alle tankerne, og gøre noget ved det, når man endelig har chancen.

God grundlovsdag. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar